Som så mange andre hunde, så vil din hund sikkert gerne lege – hele tiden. Dette behov kan være svært at dække, hvis din hund har et højt aktivitetsniveau og elsker lange ture. Dog behøver leg og aktivering ikke at være fysisk træning. Du kan vælge at kombinere dens fodringer med leg og aktivering, så den får stimuleret hjerne og tålmodighed – og er din hund i forvejen en der ikke kaster sig over tørfoder når det hældes i skålen, så vil den med garanti elske lidt variation – du vil herunder finde fire gode måder, at aktivere og stimulere din hund ved hjælp af hundefoder.

At arbejde for føden

Hunden er fra naturens side af, et naturligt rovdyr. Dette betyder, at den har et naturligt instinkt og behov for, at arbejde for sin føde og det kan derfor hurtigt blive for kedeligt, hvis maden serveres lige foran snude hver gang. Udover at din hund får stimuleret og trænet sit naturlige instinkt ved at skulle arbejde for føden, så vil den også blive underholdt og få dækket sit behov for daglig stimulering – udover de daglige gåture og fysisk leg. Den psykiske stimulering er praktisk når din hund skal være selv, og ved det rigtige udfordringsniveau vil din hund blive naturlig træt og veltilpas, efter at have arbejdet for føden.

Gemmeleg

En særdeles nem og effektiv måde at holde din hund beskæftiget på, alt imens den styrker sin lugtesans, er via gemmeleg. Her kan du selv vælge om du vil bruge en del af dens tørfoder-ration, skinketern, godbidder eller noget helt fjerde. Princippet er, at du opholder din hund i et lokale, imens du gemmer dens mad rundt omkring i huset. Dette kan være under tæpper, bag døre, i hundekurven, på trappen osv., og når alt er fordelt, henter du din hund og lader den finde frem til maden af sig selv – uden hjælp! Jo mere i øver, jo nemmere bliver det for din hund at finde maden, og du kan derfor gradvist gøre gemmestederne mere udfordrende for din hund.

Papæsker

Har du en tom papæske, gerne en med lukning, så vælg at put noget foder inden i og lad din hund selv løse gåden om, hvordan man får maden ud igen. Hvis din hund begynder at spise papæsken, uden at spytte det ud igen, så er det en god idé at træne din hund i det modsatte og observere til en start hver gang den får udleveret en papæske med foder i. I starten vil din hund måske give op et par gange, før den finder ud af hvordan man knækker koden, men dette er kun positivt, idet du vil kunne se en udvikling i dens hjerne. Dog kræver aktivering med papæske lidt oprydning bagefter, da de fleste hunde gerne flår dem helt i småstykker.

Plastikflasker

Har du en tom og rengjort plastikflaske, så benyt også gerne den – uafhængigt af størrelse, til at aktivere din hund med. Ved at putte mundrette godbidder ned i flasken, skal din hund forsøge at få vippet godbidderne ud igen gennem flaskens hovede. Dette vil i sandhed sætte din hunds tålmodighed på prøve, idet den kan se godbidderne gennem den klare flaske uden at kunne spise dem. Har du trægulv skal du dog være opmærksom på, at leg med en plastikflaske godt kan larme lidt, men hvis du kan se bort fra dette, så vil din hund få masser af udfordring og stimulering via denne mulighed.

Håndklæder/hundetæpper

Til sidst kan du vælge at benytte dig af et gammelt håndklæde, eller et tæppe beregnet til din hund, og placere godbidder/foder i den ene ende. Derefter ruller du håndklæde/tæppe op, og det er nu op til din hund at få rullet det ud igen og derved få adgang til de lækkerier der gemmer sig inderst inde. Igen kan du vælge at bruge mindre stykker stof til en start, og med tiden vælge større tæpper/håndklæder da dette vil kræve mere arbejde fra din hund.