Tandpine findes i forskellige grader. Nogle oplever den som en svag smerte og et irritationsmoment i hverdagen. For andre er pinen overdøvende og nedsætter livskvaliteten markant. Uanset i hvilken grad du oplever smerte, er det en god idé at opsøge din tandlæge. Tandpine kræver ikke altid behandling hos tandlæge, og hos nogen kan den ikke kureres. Men tandlægen vil kunne hjælpe dig med at fastslå årsagen til problemet.

Har du endnu ikke været hos tandlægen, kan du læse med her for at få et indblik i, hvad din tandpine måske kan skyldes. Her gives også råd til, hvordan du kan mindske eller helt slippe af med din tandpine.

Mulige årsager til din tandpine

Dårlig mundhygiejne er en hyppig årsag til tandpine. Hvis du ikke børster dine tænder tilstrækkeligt morgen og aften, kan du risikere at få huller i tænderne. Det gælder også, hvis du aldrig bruger tandtråd. Huller i tænderne kan være meget smertefuldt.

Plastfyldninger af tænder kan også medføre tandpine. Det sker efter at tandlægen har boret i tanden, hvor en tandnerve er blevet irriteret. Pinen vil i mange tilfælde gå over af sig selv.

Tandpine kan også opstå akut, når du indtager kolde eller varme fødevarer. Det kan du for eksempel opleve, hvis du har syreskader på tænderne. Syreskader er meget almindelige og kan opstå ved jævnlig indtagelse af syreholdige drikkevarer såsom sodavand, juice og energidrik.

Når tandben, tandnerver eller tandhalse er blottede, kan der opstå tandpine. Det kan ske som følge af, at du har knækket en tand. Har du blottede tandhalse kan du føle forbigående isninger, når du indtager noget koldt.

Slip af med din tandpine

Tandlægen vækker skræk og rædsel i mange, og det kan resultere i, at de ikke kommer afsted. Mange tager først til tandlægen, når smerten er stor. Og det er en skam, for tandpinen vil i mange tilfælde forværres, jo længere tid du venter.

Huller i tænderne kræver behandling hos tandlægen. Venter du for længe med tandlægebesøget, vil hullet i din tand sandsynligvis blive større og mere smertefuldt. I det hele taget kan for sjældne besøg hos tandlægen resultere i huller i tænderne. Det skyldes blandt andet, at du ikke selv kan fjerne de naturligt opståede tandsten, der har sat sig fast omkring tænderne. Fjernelse af tandsten kræver tandlægens redskaber.

Syreskader kan som nævnt give tandpine, når du drikker eller spiser noget koldt eller varmt. Desværre kan syreskader ikke kureres af tandlæger, så du må selv gøre noget ved problemet, før det forværres.

For at minimere yderligere risiko for syreskader, kan du bruge et sugerør ved indtagelse af syreholdige drikke. Tag hellere en stor slurk af din syreholdige drik end mange små slurke over længere tid. Vent en halv times tid med at børste tænder efter indtagelsen. Tandbørstning kan gøre yderligere skade på tænderne.

I samarbejde med din tandlæge er der gode chancer, for at du kan finde en løsning, der mindsker eller fjerner din tandpine.